Af diakonikonsulent Line Sørig
En bruger kan blive en frivillig
Derfor er det værd at tænke på jeres deltagere i spisefællesskabet som mulige fremtidige frivillige. Frivillighed begynder ofte med en relation – og med at nogen bliver set. Når I lægger mærke til, hvad den enkelte kan og brænder for, giver I samtidig en vigtig anerkendelse. Det vokser mennesker af. Og det at blive inviteret ind i en meningsfuld opgave kan give både retning, værdi og forankring.
Det er her, de første skridt tages mod at skabe følelsen af tilhørsforhold – noget, vi ved er fuldstændig afgørende for mennesker.
Mange vil gerne gøre en forskel – især med noget, de finder meningsfuldt. Derfor handler det ikke kun om at spørge, om nogen vil hjælpe, men også hvordan de kunne tænke sig at være med. Det behøver ikke være stort eller forpligtende fra start. Det kan begynde med en enkel og personlig invitation:
“Kunne du have lyst til at hjælpe til næste gang?”
“Er der noget særligt, du kunne tænke dig at bidrage med?”
Hav antennerne ude
Her er det vigtigt at huske den lille, men betydningsfulde metode: at prikke nogen på skulderen. Mange har lyst til at være med, men kan have vanskeligt ved selv at finde deres vej ind i fællesskabet – og her gør det en forskel at spørge direkte. Den personlige opfordring betyder meget.
Frivillighed vokser frem, når nogen ser os og tror på os. Så når I har blik for deltagernes kompetencer og inviterer dem ind i noget, der giver mening, skaber det både motivation og ejerskab. Mennesker vil gerne være med dér, hvor de oplever, at deres bidrag gør en forskel – og hvor de føler sig set.
Så hav antennerne ude – og aftal måske endda, hvem der næste gang har det særlige blik for dem, der allerede viser tegn på at ville mere.
Måske sidder den næste frivillige allerede med ved bordet.