Emmaus´og Naturudvalgets nye kursus: NATUR-DIAKONI

”Meget givende. Både meget personligt og fyldt op med idéer og inspiration til min kirke!”

Sådan skrev en af de 18 deltagere til kurset NATUR-DIAKONI, som er udviklet i et samarbejde mellem Emmaus Kursuscenter og Menighedsplejen i Danmarks Naturudvalg. 

Af Eva Green Meinel, diakonikonsulent i Menighedsplejen i Danmark

Kurset gav inspiration til at tage konfirmander med på en kort eller længere pilgrimstur, lave sjælesorgs-samtale, mens man fordyber sig i naturen, bålmeditation og meget mere.

Historisk har mennesker søgt at få kontakt til det åndelige blandt andet gennem kirken. I dag søger vi det i naturen. På kurset valgte vi at bringe naturen ind i kirken og kirken ud i naturen. Den store katedral. Hvor vi bevæger op fra en oplevelse af Guds kærlighed og trøst fra intellektet til kroppen og hjertet.

Derfor inviterede vi i slutningen af september til et retræte-kursus i at bruge naturaktiviteter og pilgrimsvandringer i arbejdet med diakoni, sjælesorg og forkyndelse. Deltagerne var præster, kirke-kulturmedarbejdere, kirkegårdsmedarbejdere, en kordegn, menighedsrådsmedlemmer og frivillige i kirker.

Deltagerne lærte at bygge en kirke i naturen og holde andagt, at afholde en kort og længere pilgrimsvandring, at skabe samling og fordybelse ved en bålmeditation, at lave en japansk mosbold og høre om sundhed og natur og Grøn Kirke-initiativer.

Underviserne var pilgrimspræster, en leder af et naturrefugie, konsulent i Grøn Kirke, i pilgrimsvandring og i arbejde med stressramte i naturen.

At tro er at læne sig ind i det ubeskrivelige, at have tillid til det usynlige.
Naturen er ofte forunderlig og ubeskrivelig i sin skønne, og det kan skabe en dybere intuitiv forståelse af Guds storhed og kærlighed for sit skaberværk, som mennesker jo er en del af.

Pilgrimspræsterne brugte elementer i naturen som et pædagogisk værktøj. For eksempel kan et træ symbolisere vækst og forvandling, og at vandre over en bro ved en å kan repræsentere forandring og fornyelse.

Deltagerne blev mødt med en oplevelsesorienteret tilgang til undervisningen, hvor de selv oplevede aktiviteterne, som derefter blev fulgt op af efter-reflektion og øvelser. De modtog skriftlige vejledninger, så læringen kunne bringes med hjem til hverdagen.

En deltager svarede dette på spørgsmålet: Hvad var du særligt glad for? ”De relativt skematiske oplæg man kan omforme til selv at lede aktiviteter. De stille stunder og refleksion i naturen.”

Tilbuddet kommer igen!

Den positive modtagelse af kurset har gjort, at Emmaus tilbyder retræte-kurset NATUR-DIAKONI igen den 12. -14. september 2024.

Du kan læse mere og tilmelde dig - klik her

 

Tilbage til forsiden af nyhedsbrevet