Af Diakonikonsulent Sanne Damborg og studentermedhjælper Siri Kann
Nytænkning uden inddragelse
For en del år siden var jeg, som kirke- og kulturmedarbejder, en del af et arbejde omkring ældre eftermiddage. Et helt klassisk eftermiddagsfællesskab for seniorer, der mødes en gang om ugen, hører et foredrag og drikker kaffe. Det var en meget fasttømret gruppe, og der var kun ganske få nye, der kom til, selvom det var det oplagte tilbud for ældre, der havde mistet en ægtefælle, tilflyttere osv. Til gengæld blev gruppen mindre og mindre, fordi de blev ældre og ældre. Jeg besluttede at arbejde på at få nye til at komme, så vi kunne få gang i det fællesskab. Jeg annoncerede efter nye ved at lave en spændende foredragsrække og gjorde mig virkelig umage for at nytænke konceptet.
Og der kom faktisk en håndfuld nye i løbet af en måneds tid. Men jeg havde glemt noget meget vigtigt. Jeg havde nemlig glemt at involvere den eksisterende gruppe i arbejdet med at inkludere nye i fællesskabet. Jeg tog for givet, at de, som sad der rundt om bordet uge efter uge var lige så klar til at få nye ansigter ind i rummet, som jeg var, og at de havde redskaberne til at byde nye mennesker velkommen.
Gudruns plads
En eftermiddag kom en ny ældre herre ind. Han kiggede søgende rundt, men ingen lod til at bemærke ham, før han kom til at sætte sig på en stol, der ellers altid var besat til anden side. Den første hilsen han blev mødt af var: ’Det er Gudruns plads!’ Udover det talte ingen til ham. Det var ikke af ond vilje, men fordi det jo var i det rum venner mødtes og hørte om hinandens oldebørn og tomatplanter på altanen. Da han gik, sagde han stille: ’Det kunne være hyggeligt, men jeg tror ikke det er for mig…’
Denne historie er langt fra enestående. De små fællesskaber har en tendens til at lukke sig en om sig selv, hvis vi ikke er opmærksomme på at gøre det eksisterende deltagere til værter. Hvis de, der har været, der længe og som ved hvor Gudrun sidder, hvor kopperne står, hvornår vi starter på kagen og hvilken sang vi starter med, er indforståede med, at de er vigtige at byde nye velkommen, så ville der være en langt større sandsynlighed for, at nye føler sig velkommen. At give fællesskabet mulighed for at gøre en forskel for om et menneske, der lever i ensomhed, føler sig budt velkommen og får lyst til at komme igen, kan være en stor gave til både nye, gamle og ansatte.
Inddrage deltagerne i velkomsten
Som ansvarlig for fællesskaberne, både ansatte og kernefrivillige, er det vigtigt at bruge tid på at snakke med deltagerne om, hvad deres fællesskab kan – og hvorfor der skal være plads til nye. Og ikke mindst give dem en del af det ansvar det er at byde velkommen når der er ansigter de ikke har set før. Jeg tror for eksempel, at hvis jeg havde snakket med Gudrun den dag, om vigtigheden af at byde en ny velkommen, så havde hun nok fundet en anden plads den ene dag?
Gode råd til værtskab i de små fællesskaber:
- Inkluder den eksisterende gruppe som en del af værtskabet
- Sørg for der altid er plads til en mere. – Ekstra kopper, tallerkener, et let tilgængeligt, ekstra bord osv.
- Italesæt at faste pladser kan skabe eksklusion – men med forståelse for at nogen har brug for den tryghed
- Vær åben for dialogen om, at de små fællesskaber også er et sted hvor man mødes og slapper af – ofte på en familiær måde.
- Vær nysgerrig, vis retning og giv ejerskab videre.