I en tid, hvor mange er alene, tilbyder nogen kirker at holde en traditionel jul, for dem, der har brug for det. I Struer arrangerer de for første gang et juleaftensarrangement i den lokale kirke, som er åben for alle. I et halvt års tid har den nyetablerede forening Kirkernes Sociale Arbejde i Struer Kommune arbejdet på ”Projekt Juleaften”, som er en mulighed for at fejre juleaften i fællesskab med andre i byen. Det sker i Struer Menighedshus, hvor alle, der har lyst til at være med, er inviteret til en stemningsfuld julefejring. Kirsten Vindum, som er koordinator i Kirkernes Sociale Arbejde er primusmotor i projektet og kalder det en ”juleaften med det hele”: julemiddag, julesange og -salmer, julefortælling, dans om træet og gaver, alt sammen for at sikre en varm og mindeværdig aften for store og små.
Kirkernes Sociale Arbejde har kun eksisteret i et år. De blev etableret i november 2023 samtidig med fem andre foreninger i kommunerne – Lemvig, IkastBrande, Holstebro, Herning, Skive samt Struer. Oplevelsen er alle steder, at der bliver flere og flere, der ikke har nogen at fejre juleaften med, og derfor etablere alle stederne en juleaften, der er åben for alle. Det bliver derfor ikke sidste gang, at der bliver arrangeret juleaften i Stuer.
Juleaftenen i Stuer er arrangeret af et juleudvalg, sammensat af frivillige, som har lagt mange kræfter i at forberede en jul med nærvær og fællesskab i centrum. Juleudvalget har taget stilling til spørgsmål som f.eks. ”Hvad skal juleaften indeholde – udover mad og juletræ?” og ”Hvor får vi juletræet fra og hvem skal pynte det?”. Nogle af de frivillige vil selv deltage på selve aftenen, og andre vil tage del i forberedelserne. Da det er et åbent arrangement, ved juleudvalget endnu ikke om der kommer to eller hundrede deltagere, dog mener Kirsten Vindum, at arrangementet er meget vigtigt, uanset om der kommer mange eller få deltagere.
For at sprede ordet om julearrangement har Kirkernes Sociale Arbejde i Struer hængt plakater op hos de handlende i byen, både plakater om selve arrangementet, men også plakater om muligheden for at deltage i juleudvalget. Deltagerne har mulighed for at starte deres juleaften med gudstjeneste i Struer Kirke, men selve arrangementet starter kl. 15.30i menighedshuset, hvor alle kan varme op til julehyggen med kaffe, småkager og en mini julekoncert. I menighedshuset vil duften af traditionel julemad brede sig– and, flæskesteg, brunede kartofler og rødkål – som vil være klar til at blive serveret. Og ingen julemiddag uden risalamande til dessert, hvor mandlen venter på den heldige, der finder den. Når maverne er fyldte, fortsætter aftenen med dans om juletræet og julesange, inden den festlige pakkeleg går i gang. Til pakkelegen vil der være gaver, som Kirkernes Sociale Arbejde har fået doneret af byens lokale butikker.
Der er plads til alle, både enlige, familier og venner, er velkomne til tage del i en hjertevarm aften, der emmer af jul og fællesskab. Det bliver en juleaften fyldt med fællesskab og ægte julestemning – en aften, der helt sikkert vil blive husket længe.
Projektet i Struer er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.