I år var lydhørheden overfor vores tre agendaer til dette års Folkemøde omkring psykisk mistrivsel, kirken som helle og fælles tredje meget stor. Vi mærkede, at uanset, hvor vi færdedes i Allinges gader, blev der talt om frivillighed i psykiatrien, civilsamfundets rolle i kampen mod unges mistrivsel, og folkekirkens generelle rolle i det omkringliggende samfund. Det er stort og forløsende, at mærke, at der et fælles fokus på disse emner, og samtalerne om frivillighed og diakoni får luft under vingerne.
Et af de store øjeblikke på vores folkemøde, var en debat, som vi selv var med til at arrangere i det fælleskirkelige telt - Himmel og Jord. Debatten hed: ’Mennesket bag diagnosen.’ Den var tænkt som et blik på, hvad det kan betyde, når et menneske, der har det svært bliver mødt af et andet menneske. Ikke af et system eller en klub, men bare af et andet menneske, som er der frivilligt. Det kan nemlig gøre en kæmpe forskel at blive mødt af et menneske, der ikke får løn for at være sammen med en, eller ikke har en agenda eller en tidsmæssig bagkant. Problemet er bare, at det ikke altid er muligt at være frivillig i psykiatrien, pga. systemets opbygning.
Debatten om, hvordan vi skaber mulighed for dette på tværs af sektorerne tog vi med bl.a Frivilligkoordinator i Region Syddanmark Lotte Slot Jensen, chefkonsulent i Ingerfair Marie Baad Holdt samt politikere fra Region Hovedstaden Helene Forsberg og folketingspolitiker Maria Durhuus.
Det var meget slående, at vi alle var enige om, at der skal gøres plads til mere frivillighed, men at vi alle også ved det er en svær balance at bevæge sig ud på. Hvilke opgaver kan frivillige løse? Hvornår er en snak bare en snak, og hvornår bliver det en terapeutisk samtale? Hvem afgør, hvad der skal være tid til?
Vi løste ikke de svære knuder på en 45 minutters debat, men vi fik øje på noget meget vigtigt, som vi alle hver især nogle gange glemmer: Vi vil faktisk det samme – vi vil faktisk gerne gøre det lettere at være menneske i et system, der ikke altid er let. Vi vil gerne være med til at skabe muligheder for at mærke at verden godt kan være god, og vi ønsker faktisk alle, at skabe muligheder for, at civilsamfundet – og herunder kirke og menighedspleje får bedre muligheder for at hjælpe til med at løse de opgaver, der er en udfordring for vores samfund i dag.
Det er DET folkemødet kan. Det kan åbne for samtaler og perspektiver på tværs af sektorer og fagligheder. Det kan skabe uforpligtende møder, der giver nye samarbejdspartnere ude i fremtiden. Og så kan det vise politikerne, at vi, kirker, menighedsplejer og andre civilsamfundsaktører mener det alvorligt, når vi siger, vi gerne vil være en del af løsningerne.