Af projektleder Mei Petersen, diakonikonsulent i Menighedsplejen i Danmark
Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen fra Menighedsplejen i Danmark udtaler: ”Jeg er meget glad for den opbakning projektet har mødt, både fra eksisterende menighedsplejer, menighedsråd og andre samarbejdspartnere blandt andet kommunerne. Vi kan mærke, at vi er kommet til et område, hvor foreningsaktivismen er stærk”. De seks nye foreningsbestyrelser er på plads, og de har hjemme i provstierne Skive, Struer, Lemvig, Holstebro, Herning og Ikast-Brande. Den første opgave for bestyrelserne er at ansætte en koordinator i hvert af de seks provstier. (Stillingerne bliver slået op her)
En indgang til kirken
Projektet bygger videre på ”Fælles om” konferencerne, der er blevet afholdt i Viborg Stift. Konferencerne havde fokus på det fælles sociale ansvar. Her var nøglepersoner fra kommuner og folkekirken inviteret, så der kunne træffes afgørelser og sættes handling bag ordene. En overskrift fra konferencerne lød ”Slut med solo-strategi: Nu skal kirker og kommuner lave parløb. Mette Møbjerg Madsen uddyber: ”Jeg oplever allerede, at både kirker og kommuner har taget dette til sig. Nu skal alle arbejde på, at ord bliver til handling”. Og allerede inden projektet er gået rigtig i gang, kan vi i Menighedsplejen i Danmark se, at det virker. For vi har allerede fået henvendelser fra ansatte i kommunerne. For eksempel henvendte en ansat på et bosted for fysisk og psykisk handicappet sig til projektleder Mei Petersen, diakonikonsulent i Menighedsplejen i Danmark. Hun ville gerne lave aktiviteter mellem bostederne og kirken, og så ville hun høre, om Mei kunne henvise hende til en kirke, hvor hun måske kunne finde en samarbejdspartner. Projektleder Mei Petersen var glad for opringningen for som hun siger: ”Denne medarbejder gjorde det, som vi håber, andre kommunale medarbejdere vil gøre i fremtiden, nemlig at se Kirkernes Sociale Arbejde, som en indgang til kirkerne, hvor den ansatte i Kirkernes Sociale Arbejde kan henvise til konkrete personer i de lokale kirker”, fortæller projektleder Mei Petersen.
Sammen er vi stærke
Ved at gå sammen om det diakonale arbejde på tværs af sognegrænser og mellem kommune og kirke kan det sociale og diakonale arbejde styrkes. Formålet med projektet er på tværs af sognene at kirkerne kan tilbyde fællesskaber for mænd, sorggrupper for børn, unge og voksne, jul i fællesskab, trivselsgrupper for skoleelever, parforløb, ferie for børnefamilier m.v. I løbet af projektperioden, der er på fire år, vil foreningerne - Kirkernes Sociale Arbejde i de respektive kommuner - engagere og mobilisere mindst 100 frivillige i hvert provsti, så endnu flere kan tage del i kirkens sociale arbejde. Det er vigtigt for projektet, at man lokalt kan mærke, at der sker noget nyt, og at projektet gør en forskel. Målet er at flere skal opleve at få en hjælpende hånd fra kirken, ligesom flere skal have mulighed for at engagere sig i kirkens arbejde. Kirkens opgave er mere end forkyndelse, det er også konkrete handling, og det skulle gerne være så tydeligt, så budskabet om næstekærligheden kan ses og mærkes lokalt.