Af Steen Hedemann Andreassen, diakonipræst i Viborg Stift
Nye bestyrelsesmedlemmer kom med om bord, og nogle af de gamle ildsjæle valgte at tage endnu en tørn. I fællesskab blev det besluttet, at den 141-årige forening skulle have kunstigt åndedræt, for der måtte stadig være meget liv i en af byens ældste foreninger. Tre afgørende greb blev taget:
- Fra kun at være en menighedspleje for bysognene i Viborg skulle landsognene inviteres med, fordi ensomheden de seneste år var flyttet på landet. På den måde blev foreningen en provstimenighedspleje, hvor de fleste af provstiets sogne er medlemmer.
- Foreningen skulle skifte navn, da ”menighedsplejer” peger indad. I stedet blev foreningens nye navn ”Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg” (forkortet KSA), der sender et tydeligt signal om, at vi vil drive socialt arbejde sammen med andre og for andre end kernemenighederne.
- Der skulle satses og ansættes en fuldtids medarbejder, og det skulle være en ”frivillighedskoordinator”, der ikke selv skulle være udøvende gruppeleder eller lignende, men udelukkende skulle koordinere frivillige.
Forening i vækst
Menighedsplejen i Danmark tilbød lønmidler til en halv stilling i tre år, og det lykkedes hurtigt at skaffe fondsmidler til den anden halve løn for det første år, - og så var de i gang.
Foreningen er vokset fra syv til 35 medlemmer på fem år. Antallet af frivillige er vokset så eksplosivt, at tre af deres aktiviteter nu stort set er selvkørende satellitter. Ved at uddelegere ansvar og kompetencer er det utroligt, hvad en frivillighedskoordinator kan koordinere! Mere end 20 aktiviteter er sat i søen, og hundredvis af børn, unge og voksne har hvert år glæde af foreningens tilbud.
På kort tid er det lykkedes af forvandle metaltræthed til diakonal begejstring. Det er lykkedes ved tre enkle greb, og fordi der var konsensus om at ”gå all in”.
I kan læse om alle aktiviteterne i Kirkernes sociale arbejde i Viborg her - https://kirkernessocialearbejde.dk/sadan-hjaelper-vi-side/
Tilbage til forsiden af nyhedsbrevet