Af Mette Møbjerg Madsen, generalsekretær
Ordet samskabelse bliver brugt i flæng, og mange sammenligner det med ordet samarbejde, men egentlig er samskabelse en særlig form for samarbejde. Samskabelse kommer fra det engelske ord ’co-production’ og ’co-creation’, som oprindelig hører hjemme på det tidspunkt, hvor vi levede i et industrielt samfund. I det postmoderne samfund har ordet fået en ny betydning. Elinor Ostrom definerede i 1996 samskabelse som en proces, hvor individer der ikke er i samme organisation, skaber noget sammen, hvorved der etableres synergi mellem organisationerne. Denne forståelse har udviklet sig til, at det i dag ikke behøves at være organisationer, der skaber noget sammen, men en organisation, der skabe noget sammen med en eller flere borgere er også samskabelse. Jens Ulrich skriver i sin artikel i Lolland Falster Stifts årsbog – ’Samskabelse en typologi’, om fire forskellige former for samskabelse, som han kalder henholdsvis faciliterende, styret, ansvarliggørende og ligeværdig samskabelse, som gør at ordet kan bruges i mange forskellige sammenhænge.
Vi må ikke lukke os om os selv
I Menighedsplejen i Danmark er vi optaget af samskabelse, men ikke en bestemt type. Det vigtigste for os, at samskabelsesprojektet gør, at kirken kan nå ud til mange flere og samtidig skabe en udvikling i kirken. Det som vi er optaget af er, at der opstår noget nyt, når kirken går udover sine egen sfære og skaber noget sammen med andre organisationer. Alle organisationer har en risiko for at lukke sig om sig selv, og komme til at bruge et bestemt sprog eller begejstres for resultater, som ingen udenfor organisationen har øje for. For at kirken ikke bliver en lukket verden, er det vigtigt, at den skaber noget sammen med andre organisationer uanset om det er kommunen, diakonale organisationer eller andre civilsamfundsaktører. For samskabelse kan bidrage med en masse gode resultater. Ifølge Elinor Ostrom er samskabelse nemlig ”en kvalitet, der kommer til udtryk gennem effektivitetsforberedende processer, der både integrerer lokalsamfund, civilsamfund og borgere i længerevarende samarbejdsrelationer som også indebærer en deltagelsesdimension for borgere”. På den måde har samskabelse mange afledte goder, som kirken kan udvikles med/af.
Samskabelse skaber synergi
I vores nyeste projekt, der hedder ’Fremme af diakonien i Folkekirken i Viborg Stift”, som vi har fået midler til fra den A. P. Møllerske Støttefond er der netop fokus på samskabelse som en synergi, der opstår, når civilsamfund, kirke og kommuner samarbejder om omsorgen for næsten. I det samarbejde har vi for det første en forventning om, at der ikke kun kan opstå en god koordinering mellem kommunen og kirkens aktiviteter. Ligesom Elise Secher fortæller om i artiklen fra Viborg Årsmagasin - https://viborgstift.dk/aarsmagasin/aarsmagasin-2023, hvor hun fremhæver styrken i, at der kun er et telefonnummer til kirken. Elise fortæller ligeledes, at hun fungerer, som brobygger mellem kirken og kommunen ved at kende kirkernes aktiviteter og henvise til dem. For det andet har vi også en forventning om, at de nye bestyrelser kan fungere som samskabelsesorganer, der kan bidrage til, at nye projekter kan opstå. For eksempel drøftede vi i en af de nye bestyrelser, hvilke målgrupper, der har særligt brug for støtte. Her pegede repræsentanten fra kommunen på, at det var de ældre, som især var udfordret af ensomhed i kommunen. De deltagende kirker og civilsamfund havde svært ved at forstå dette, da de alle havde mange aktiviteter for ældre. Det som repræsentanten fra kommunen gjorde opmærksom på var, at dem der deltog i kirkens nuværende aktiviteter ofte, var de ressourcestærke ældre, hvor de ældre, der havde udfordringer, ikke kom ud af døren. Derfor var der ikke brug for flere aktiviteter for ældre men i stedet brug for brobygger mellem hjemmet og sognehuset, der kunne hjælpe med at invitere og måske følge personen til aktiviteten. Det er gennem dialogen, at nye løsninger opstår, og det kan kun lade sig gøre, hvis man skaber rum for at civilsamfund, borgere, kirke og kommune sidder i samme rum og taler sammen.
Kirken er en aktiv medspiller
Kirken er ikke en isoleret ø, men en aktiv medspiller i udviklingen og skabelsen af det danske samfund, og derfor er det vigtigt, at den indgår i samskabelsesprojekter med andre organisationer. Kirkens rolle kan blive endnu tydeligere, når den er med til at facilitere et samarbejde mellem civilsamfund, og kommunen, i samskabelsesprojekter, som det er tilfældet i Viborg. Som Peter Lodberg skriver i sin artikel i Viborg stifts årsmagasin så kan diakonien være med til at give kirken sin relevans i samfundet igen. - https://viborgstift.dk/aarsmagasin/aarsmagasin-2023
Tilbage til forsiden af nyhedsbrevet