J-dag - logbog fra Kirke Care Fjordlandet

J-dagen, hvor årets julebryg frigives, faldt i år d. 3. november. Det er en aften, hvor der er god tradition for at beværtninger gør noget for at skabe en festlig aften i byen. I Frederikssund mødte 4 frivillige fra Kirke Care Fjordlandet ind til aftentur på. Læs deres logbog. 

I Frederikssund var 4 frivillige mødt ind til aftentur den 3. november. Den første del ned til byen gik vi sammen, hvorefter vi delte os i to hold. Et hold gik gennem Havnegade og mødte en del ud for Spar5, som vi blot hilste på. Ved stationen fik vi en snak med en gruppe unge som kom fra Nørrebro og som jokede med at de var taget hertil for at købe hash…. Vi mødte en del, men ikke nogen, som havde behov for hjælp. Det andet hold gik gennem gågaden og ved det lille torv/cafe mødte vi en gruppe unge, som hang ud omkring en scooter. De blev tilbudt en slikkepind. På en bænk sad to tyrkere, som ikke kunne dansk. De arbejdede i Herlev og var på vej hjem m bus.

Nå, er I fra kirken?

Vi passerede en ældre kvinde som gik alene. Efter vi havde passeret hende, kontaktede hun os. Hun sagde; ”Nå, er I fra kirken?” sagde hun, efter at hun fik øje på logoet på jakkerne. Hun fortalte, at hun gik hjem fra sit aftenarbejde og ofte følte sig utryg på gaden, derfor takkede hun os for at være til stede.

Samtaler og knus

Natteravnene mødte vi lige inden stationen, og de synes aftenen var rolig, og vi fik hver en blå nissehue. På stationen rundede vi Sommerlyst, hvor en del gæster sad ude. Kort efter passerede vi et par, som også bemærkede, at vi var fra kirken, og han havde da lige et par spørgsmål, som han tumlede med. ”Hvordan kan det være Guds vilje at min mor skulle dø?” Vi kom til at fungere som ventil for det, som lå i hans baghoved. Vi lyttede mest og lod manden tale.  Lige efter kom en helt ung kvinde helt tæt på og kiggede på os. Hun fik en slikkepind og ville blot sige TAK, fordi vi var på gaden. Efter at have passeret Spar5 kom vi i snak med to som nok var på vej til Spar5. Vi byttede hold og da var det eneste, at det ene hold mødte en flok unge piger på stationen, som var meget glade for at møde os og gav udtryk for, at de til tider kan føle sig generet af fulde mænd i toget/på gaden. Vi fik knus fra dem alle. 

 

Tilbage til forsiden af nyhedsbrevet