Med samarbejde får vi 2+2 til at give 5! Ferie på tværs af sognegrænser

I Hvidovre Kirke sidder sognepræst Eva Kyed Østerlind og arbejder med de sidste detaljer inden dette års Folkekirkens Feriehjælp. Men hun er ikke alene om det, for i år er 3 kirker fra Hvidovre gået sammen om projektet. Samarbejdet mellem Hvidovre Kirke, Strandmarkskirken og Risbjerg Kirke bærer frugt til kirkernes familiearbejde.

Af diakonikonsulent Sanne Damborg

” Vi har i dag holdt møde, for at finde ud af hvilke familier vi skal have med, og hvad vi skal lave på ferien. Det er så fedt at være flere forskellige inde over, det gør at tilbuddet om ferie rammer flere af de rigtige på tværs af sognegrænserne.” Siger Eva.

Der har i flere år været et godt samarbejde mellem flere sogne i kommunen, og det bærer specielt frugt i forhold til familiearbejdet, hvor det ofte kan være svært at være alene om at skabe den gode præmis.

Eva fortsætter:

”Når man sætter projekter i gang med specielt sårbare familier, kan succeserne godt synes langt væk, fordi du skal finde frivillige OG familier nok til at projekterne giver mening. Men her i kommunen er det lykkedes os, at skabe fælles projekter, som ikke er så sårbare for aflysninger og deltagerantal. Det er virkelig en stor fordel.”

Når de tre kirker drager mod Helsingør Ferieby om en måneds tid, er det med 12 familier der virkelig har brug for ferie og fællesskab. Samarbejdet mellem de tre kirker gør det muligt at finde familierne og skabe netværk de kan deltage i efterfølgende.

” Det er ikke alle familier der har samme behov for netværk efter en ferie. Ved at vi er flere der går sammen, kan vi tilbyde familierne forskellige ting, de kan deltage i efterfølgende på tværs af sognegrænserne.” fortæller Eva.

Eva ser i det store hele flest fordele i samarbejdet, der også giver mulighed for kollegial sparring med præster, kirke-kultur medarbejdere og frivillige, der sidder med de samme opgaver og udfordringer.

”Når vi mødes og laver ting sammen, finder vi ud af hvad vi kan bruge hinanden til. Det er fedt at have nogen at spille bold op ad og få følelsen af, at 2+2 ofte giver 5 hvis vi tør spille sammen.”

Det er en vigtigt for kirkerne i Hvidovre, at det handler om mennesker og ikke sognegrænser og forskelle. Det vigtige er, at flest muligt mærker at kirken er til stede og et aktiv i deres lokalsamfund. Samarbejdet omkring Folkekirkens Feriehjælp og andre børne-familieprojekter har ført til samarbejder på andre områder også. I Hvidovre-kirkerne er der nu fx lavet fælles politik om uddeling af julehjælp:

”Vi bliver nødt til at gøre det lettere at komme til kirken. Vi må gøre tærsklen lavere, og det gør vi blandt andet ved at bryde de usynlige sognegrænser ned, som kun vi, der arbejder i kirken, egentlig kender. Ved at arbejde tættere sammen og være positive samarbejdspartnere med nabokirkerne, tror jeg på at vi gør det lettere at se folkekirken som én kirke og som en medspiller i et sårbart liv”, slutter Eva.

Tilbage til forsiden af nyhedsbrevet