Af Eva Green Meinel, diakonikonsulent i Menighedsplejen i Danmark
I Menighedsplejen har vi de senere år inddraget meditation i diakoni-projektet Stressfri i Kirken. Projektet retter sig mod mennesker med en sårbarhed i livet og er et frirum hver onsdag kl. 13 -16 i Apostelkirken på Vesterbro med 2 timers havearbejde og naturkreative aktiviteter og dernæst 1 times meditation i kirken.
Da målgruppen for projektet er mennesker med stress og psykisk sårbarhed, så er essensen i projektet at skabe et fællesskab, hvor vi laver aktiviteter, der er gode til at få sindet i ro. Som er stressreducerende og skaber livskvalitet.
Når vi de to første timer arbejder med det grønne, guider jeg til, at deltagerne bliver opmærksomme på deres sanser – dufter til blomsterne, jorden, mærker vinden og solen mod huden og måske smager på en krydderurt. Så kommer vi mere ned i kroppen og har nemmere ved at lægge afstand til det tankemylder, som særligt stressramte har meget af. Men som i øvrigt er et vilkår for alle mennesker. Mennesker skaber så nemt et – som Peter Bastian kalder det – kommentarspor på livet. Fremfor at være til stede i øjeblikket i livet.
Når de to første timers havearbejde er overstået, er der tilbud om en times meditation i kirkerummet. Her starter vi med en halv times nærværsøvelser, der er gode til at få sindet til at falde til ro. Ved meditationen guider jeg til et fokus og nærvær på for eksempel åndedrættet, lyde, kroppen osv. Under guidningen bliver deltagerne samtidig opmærksomme på den tankestrøm, der opstår i deres sind, men som de med tiden kan lære at lægge lidt afstand til og ikke identificere sig med.
Herefter er der 5 minutters pause, hvor deltagerne kan vælge at tage hjem, hvis de er trætte eller ikke ønsker at deltage i den sidste del af meditationen: Kristen meditation. Her læser jeg først en tekst eller har lille refleksion, og derefter guides der til Centrerende Bøn, som er en anerkendt kristen meditationsform, der bygger på kilder fra klostertraditionen. Jeg vil gerne tilbyde den kristne meditation i netop dette projekt for stressramte, fordi det kan være nemmere ikke at skulle være perfekt og søge accept via vores præstationer, når man lever i en dybere kontakt til Gud. For vi er elsket ubetinget af Gud for alt, hvad vi rummer.
Vil du selv i gang?
Her kan finde et eksempel på en ”komme-til-stede meditation”, som jeg altid guider ca. et kvarter efter, at Stressfri er startet. Den er i manualen Stressfri i Folkekirken side 11-12:
https://issuu.com/samvirkende.menighedsplejer/docs/stressfri-i-folkekirke_mdk2023_issuu?fr=sNWM2ODIxNTUzNDA
Du kan finde mere inspiration om kristen meditation på Areopagos nye video – og podcastunivers: Ånd Ind:
https://areopagos.dk/aand-ind/
Tilbage til forsiden af nyhedsbrevet