Oplæring med udgangspunkt i den enkelte

I Kirkens Genbrug er de frivillige rygsøjlen i vores arbejde. Hver dag bidrager de med deres tid, engagement, viden og kunnen – og derfor er det helt afgørende, at nye frivillige bliver taget godt imod og får en god start.

Af Maria Ludvig, genbrugskonsulent i Kirkens Genbrug


I Kirkens Genbrug er de frivillige rygsøjlen i vores arbejde. Hver dag bidrager de med deres tid, engagement, viden og kunnen – og derfor er det helt afgørende, at nye frivillige bliver taget godt imod og får en god start. En varm og imødekommende modtagelse skaber tryghed, styrker motivationen og er med til at sikre, at den frivillige oplever sig set, hørt og værdsat fra første dag. Det er ikke altid nemt, fordi hverdagen i genbrugsbutikkerne ofte er præget af travlhed og mange opgaver som kræver opmærksomhed.

Men vi sætter stor pris på en god introduktion til både holdet og opgaverne, således den nyopstartede frivillig føler sig godt introduceret og inkluderet. Hvis og når det sker, øges chancen for, at vedkommende trives og har lyst til at blive en del af fællesskabet på længere sigt. En god opstart er ikke kun vigtig for den enkelte – den bidrager også til det gode arbejdsmiljø i butikken som helhed.

En fleksibel og meningsfuld introduktion

Kirkens Genbrugs butikker har forskellige måder at introducere nye frivillige på, alt efter hvordan den enkelte butik er organiseret. Nogle steder anvender vi en følordning, hvor en erfaren frivillig følger og vejleder den nye, mens andre butikker tilbyder en mere struktureret oplæringsperiode, som strækker sig over flere uger. Uanset formen lægger vi vægt på, at oplæringen tager udgangspunkt i den enkeltes interesser, kompetencer og lyst til at lære. Vi vil gerne sætte dem i gang med noget de brænder for, hvorfor oplæringen skal være med udgangspunkt i det, som de selv synes giver mening. 

Nye frivillige får et indblik i det daglige arbejde i butikken og introduceres til de opgaver, der er relevante for dem. Samtidig fortæller vi om den større organisation bag butikkerne – Menighedsplejen i Danmark – samt hvordan Kirkens Genbrug er opbygget med butikker over hele landet, drevet af lokale frivillige og ledet af engagerede bestyrelser og menigheder, så de får en oplevelse af et større fællesskab. 

Prøveperiode med plads til afklaring

Alle nye frivillige begynder med en prøveperiode på én til tre måneder. Denne periode giver både den frivillige og butikken mulighed for at mærke efter, om samarbejdet fungerer godt. Der er tid og plads til at stille spørgsmål, prøve sig frem og finde ud af, hvor man bedst passer ind. I prøveperioden bliver den frivillige knyttet til et team med erfarne frivillige, der har overskud til at tage imod og støtte op i hverdagen. Hvis muligt findes der også plads på det hold, hvor den frivillige allerede kender nogle. Venskabet og fællesskabet bliver støttet yderligere af den frivillige indsats og det gavner både den frivillige og holdet. Andre butikker sætter en ære i, at det er butiksledelsen der tager imod og oplærer de nye frivillige. Det er også butiksledelsen som afholder opfølgningssamtaler. 

Der er meget ”learning by doing” i butikken i hverdagen. Og det handler meget om at føle sig frem, turde af byde ind og bare gøre ting” – siger en af de nyopstartede frivillige i Herlev. 

En god oplæring 

God oplæring handler ikke kun om at lære de praktiske opgaver i butikken. Det handler også om at forstå, hvorfor Kirkens Genbrug gør det, vi gør – og hvordan hver enkelt frivillig er med til at gøre en forskel. En god oplæring giver mening og også retning. Den skaber ejerskab, arbejdsglæde og en følelse af at høre til. Vi ønsker, at vores frivillige skal føle sig, som en vigtig del af noget større – både i butikken og i det diakonale fællesskab, som Kirkens Genbrug er en del af.

Der er altid plads til flere frivillige, hvis du har lyst så kontakt en af vores konsulenter.  

 

Tilbage til forsiden af nyhedsbrevet