Skjern og Tarm Menighedspleje

En aktiv menighedspleje med mange aktiviteter for udsatte mennesker gør en forskel i lokalområdet. De har aflastningstjeneste, sorggrupper samt projekter for børnefamilier. Vi præsenterer menighedsplejen her.

Skjern og Tarm Menighedspleje, en aktiv menighedspleje med mange aktiviteter for udsatte mennesker i lokalområdet, bl.a. med aflastningstjeneste, sorggrupper samt projekter for børnefamilier.

Menighedsplejen bygger på mange års aflastningstjeneste
Mette Sjælland, der er formand for menighedsplejen, fortalte, at hun startede i Skjerns Menighedspleje tilbage i 2013 i forhold til arbejdet med aflastning/vågetjeneste arbejdet. Dog går selve aflastningsarbejdet helt tilbage til 1993, da Ellen Dahlgaard fra Samvirkende Menighedsplejer henvendte sig til sognet og spurgte om ikke der var et behov for en aflastningstjeneste i sognet. Og det var der, så sygeplejerske Anni Moslev og Ellen Dahlgaard fik klædt frivillige på til at påtage sig opgaverne i området. Senere indgik Skjerns sogn et samarbejde med andre i lokalområdet og kom væk fra Samvirkende Menighedsplejer. Men da Mette Sjælland kom ind i arbejdet i 2013, var det vigtigt for hende at have en større organisation i ryggen, både i forhold til det med ikke at stå alene som menighedspleje men også i forhold til mulighed for kurser, deltagelse i projekter mv. 

Samarbejde på tværs af sogne
Mette henvendte sig til Skjern menighedsråd, om ikke det kunne være en god ide at oprette en menighedspleje. Skjern snakkede derefter sammen med Tarm menighedsråd, og det blev starten på et samarbejde med de to menighedsråd. Det betød også, at Skjern-Tarm menighedspleje blev en realitet i 2014 og siden da, har byernes fælles menighedspleje lavet et stort socialt arbejde i lokalområdet.

Engagerede frivillige
I forhold til områdets ældre, syge og demente er det Mette, Inga Bay og ca. 9 andre frivillige der hjælper til, både i aflastningstjenesten/vågetjeneste i private hjem samt vågetjeneste på plejehjem. Menighedsplejens aflastningstjenesten kan tilbyde at støtte og aflaste pårørende, der passer alvorligt syge samt personer med demens eller kronisk syge i hjemmet. Mette fortæller, at de altid sætter 2 aflastere på en familie, både så de kan få gavn af hinanden som sparringspartnere men også så der er mulighed for f.eks. at bytte rundt. hvis der er en dato hvor man ikke kan. På den måde behøver man nemlig ikke at aflyse hos familien og den frivillige medarbejder kan også få fri, hvis det er nødvendigt. Dette gælder naturligvis kun i de hjem, hvor det ikke er akut her og nu hjælp.

Udadvendte arrangementer udbreder kendskab til menighedsplejen
Noget af det man har arbejdet hårdt på og stadig gør, er at få udbredt budskabet til lokalområdet om at menighedsplejen eksisterer og står klar med kvalificerede frivillige til at yde hjælp med bl.a. aflastnings- og vågetjeneste samt andre gode aktiviteter. Desuden vil man også gerne have flere frivillige medarbejder ind i menighedsplejen. Mette fortalte bl.a. om planlægning og afholdelse af et stort arrangement, som aflastningstjenesten havde stået for, hvor bl.a. Søren Gade fortalte om hans forløb med sin syge hustru. Mette havde ved samme lejlighed også fortalt om aflastnings tjenestens arbejde og tilbud, for netop at udbrede kendskabet til arbejdet.

Sorggrupper for voksne
Siden efteråret 2018, har man også haft sorggrupper for voksne i menighedsplejen. Sorggrupperne består af fire til otte deltagere, der alle har mistet en nær pårørende, et barn, en ægtefælde, en forælder eller en nær ven. Forløbet er på ti gange af to timer. Sorggrupperne ledes og koordineres af IngerLise Ørhede og Ingrid Staal-Jensen, 2 frivillige medarbejdere, der begge har en baggrund som sygeplejersker og som har arbejdet med henholdsvis demente og på hospice. Begge medarbejdere er også med i - og engageret i menighedsplejens aflastningstjeneste. 

Julehjælp i samarbejde med andre organisationer
Desuden arbejder menighedsplejen også med i den lokale uddeling af julehjælp. Julehjælpen er et tilbud til økonomisk trængte børnefamilier med hjemmeboende børn og består af en kurv med blandt andet julemad, julegodter og gaver til børnene. Lokalområdet arbejder tæt sammen om opgaverne. Det er bl.a. Røde Kors Tarm, Frimurerlogen Concordia, Skjern-Tarm Menighedspleje, Skjern Y’s Mens Club, Lions Club Skjern-Tarm, Ringkøbing-Skjern Produktionsskole, Tarm Frimenighed, Sydbank, Den gode Café og Skjern Bykirke, der i fællesskab støtter op om udsatte familier.

Fokus på familierelaterede projekter
Lone Bjørn Marcussen, som er kordegn for Tarm Kirke, er også med i menighedsplejen. Lone fortæller, at udover uddeling af julehjælp, er der også andre aktiviteter til sognenes børnefamilier. Menighedsplejen deltager nemlig i Folkekirkens Feriehjælp, hvor formålet er at sende vanskeligt stillede familier på en uges gratis sommerferieophold i sommerhuse eller feriecentre i Danmark, i samarbejde med Samvirkende Menighedsplejer. Desuden er det også planen at menighedsplejen skal være med i Naturprojekt 2020 ”Kan myrer spises?”. Dette naturprojekt, skal gerne knytte nye bånd mellem udsatte børnefamilier og engagerede frivillige, gennem formidling af naturen. Projektet er også i samarbejde med Samvirkende Menighedsplejer samt Friluftsrådet. Skjern-Tarms menighedspleje sørger også for udlån af konfirmandstøj samt økonomisk støtte til samme gruppe.

1000 mange tak for gode samtaler om jeres arbejde i menighedsplejen og alt det bedste fremover. Mange hilsner fra Betina Køster.

Hvis I også går med tanker om at starte en menighedspleje op i jeres sogn, så kontakt Samvirkende Menighedsplejer, på tlf 3646 6666