Du er her: 

Velkommen

Varm velkomst på årsmødet til de 4 grønlandske menighedsplejer

Formand for Menighedsplejen i Danmark, Erik Ladegaard bød de fire grønlandske menighedsplejer velkommen på årsmødet den 5. april 2025. Han sagde blandt andet: “Det er der grund til at glæde sig over, for lur mig, om ikke der sker det samme i Grønland, som der sker hver gang der etableres, menighedsplejer rundt i Danmark, den sydligste del af Rigsfællesskabet. Menighedsråd er nemlig en ting og én type frivillighed, der mest har administrative og praktiske ledelsesopgaver i hænderne. En anden type frivillige er menighedsplejefolkene. De er ildsjæle rundt i menighedernes forskellige arbejdsgrene. Og når sådanne folk får et mandat og sætter sig om bestyrelsesbordet, så sker der noget, så tager de ansvar – en anden slags ansvar i menigheden end det vigtige ansvar, menighedsrådene tager. At få et mandat giver nemlig ansvar, som er med til at gøre én kreativ i forhold til behov og opgaver i sognet. Det tror jeg også, de grønlandske menigheder vil komme til at opleve. I første omgang skal de være med til at ansætte og lede de diakonale ansættelser i de fire byer”.